Medlemskap
Det skal ikke længere være strafbart at være i besiddelse af og bruge små mængder narkotika i Norge. Det foreslår den norske regering i en såkaldt rusreform (på dansk narkotikareform), der forhandles i Stortinget i øjeblikket. For norske Arild Knutsen (på billedet) er det kulminationen på et liv som narkoman og aktivist.

JydskeVestkysten 08. mai 2021: Fra stofmisbruger til Stoltenberg-rådgiver: Norges narkoreform er historien om Arilds liv, av Emil Jørgensen.

Norge vil erstatte straf med hjælp til brugere af stoffer. - Fra forbud til fornuft, siger Arild Knutsen til Avisen Danmark. For 30 år siden levede han en forhutlet tilværelse som udstødt narkoman i Oslo. I dag er han en af arkitekterne bag forslaget, som regeringen kalder den vigtigste sociale reform i Norge i et halvt århundrede.

Stoffer: Arild Knutsens liv er lidt ligesom en film. Det er historien om en ulykkelig teenager fra en forstad til Oslo, der stak en jævnaldrende kvinde i maven med en kniv, begyndte at sniffe lim og endte på gaden som tung narkomisbruger. En beretning om forfald og udstødelse.

Men også om forandring. Arild Knutsen blev clean, politisk og betydningsfuld. Gæst i den magtfulde Stoltenberg-families bolig og på gæstelisten i FN’s narkotikakommision. I dag har den 52-årige aktivist en af hovedrollerne i det sociale eksperiment, der vil forandre Norge grundlæggende: afkriminaliseringen af stoffer til eget brug.

Hashrygere, pilleslugere og sprøjtebrugere skal ikke længere behandles som forbrydere. De skal tackles af social- og sundhedsmyndigheder, ikke politi og retsvæsen. Nordmænd, som bliver taget med op til to gram hårde stoffer eller ti gram cannabis, straffes ikke med hverken bøde, retsindkaldelse eller plet på straffeattesten. De scorer i stedet et møde om misbrugsproblemer på kommunen og et eventuelt afvænningstilbud.

Sådan lyder brudstykker af den borgerlige norske mindretalsregerings reformudspil. Forslaget har været undervejs siden 2017 og bygger på anbefalinger fra Rusreformutvalget, en nedsat kommission. Forhandlingerne foregår netop nu. Stortinget, det norske parlament, stemmer den 2. juni.

- Det er historisk, siger Arild Knutsen over telefonen til Avisen Danmark.

Som leder af Foreningen For Human Narkotikapolitikk (FHN) har Arild Knutsen kæmpet for reformen i mange år. Iført strikponcho har han talt brændende for afkriminalisering både foran og inde i Stortinget. Og han lyder som en, der allerede mærker historiens vingesus i sine korte, grå lokker.

- Fremover skal ingen frygte konsekvenserne, når de ringer efter hjælp på grund af en overdosis. Stofbrugere skal ikke tvinges, straffes, stigmatiseres og fortælles, at de er en ulempe for hele samfundet. De skal mødes i øjenhøjde med spørgsmålet: Trænger du til hjælp?

Forskellen på liberalisering og afkriminalisering

Norges borgerlige regering har fremlagt en reform, der vil afkriminalisere stoffer til eget brug og flytte store dele af narkotikabekæmpelsen fra politi og retsvæsen til sundheds- og socialmyndigheder.

Der er ikke tale om en decideret legalisering af narkotika. Handel og smugling af ulovlige stoffer vil fortsat være strafbart, og det bliver ikke muligt at anskaffe sig narkotika på lovlig vis.

Den norske narkoreform er hentet med inspiration fra Portugal, hvor både cannabis og hårde stoffer blev afkriminaliseret i 2001. Dengang frygtede kritikkere, at det ville føre til øget narkotikaforbrug, men det har ikke været tilfældet.

Mens vi i Danmark oplever en stigning i brugen af hårde stoffer, har Portugal oplevet en nedadgående kurve. Siden 2013 er procentdelen af danskerne i alderen 15-34 år som bruger hårde stoffer steget fra 4,5% til 6,8% mens Portugal er faldet fra 1,1% i 2012 til 0,5% i 2016. Derudover bruger 15,4% af danskerne i alderen 15-34 år cannabis i 2017, men det tal kun var 8% i Portugal.

Knivstikker og limsniffer

Det spørgsmål fik Arild Knutsen ikke selv i slut 80’erne. Vennerne trak sig væk, forældrene kylede ham på gaden, og politiet jagtede ham, alt imens hans stofindtag blev hårdere og hårdere.

Arilds liv illustrerer det norske samfunds forandring. Han har mærket landets narkopolitik på egen krop. Og derfor har Avisen Danmark brugt fire timer på at høre hele hans historie - fra udstødt til landskendt.

Fortællingen starter i Oslos bakkede baggård, i forstadsbyen Stovner. Her erstattede lejlighedskomplekser gårde og marker i 1970’erne, her flyttede tusindvis af mennesker til på kort tid. Her voksede Arild Knutsen op. Men lutter forstadsidyl var det ikke.

Da han var syv, blev forældrene skilt. En ny mand og et stort alkoholforbrug kom ind i familien. Og i december, fortæller Arild, plejede naboerne at vædde om, hvorvidt det blev hans stedfar eller en anden, som skulle hentes af politiet juleaften. De, der spillede på Arilds far, plejede at vinde.

Hans eget liv med stoffer startede i 1983 og begyndte med et knivstikkeri.

- Jeg var 14 år og fire dage gammel, fortæller Arild.

Ude foran en opgang spyttede han dødstrusler mod en 15-årig pige. Hun ville slå hans vens storesøster ihjel, sagde hun. Arild ville stikke hende ned med en kniv, sagde han.

Formålet var at skræmme hende. Men da en ven forsynede ham med en skarp jagtkniv, fandt han pludselig sig selv med hånden om skaftet og bladet presset ind i pigens mave.

- Det øjeblik vil hjemsøge mig resten af mit liv. Jeg slog hende næsten ihjel. Nogle førte mig hen til en skolegård, hvor jeg reagerede med choktilstand. Jeg var hvid i ansigtet og kunne hverken gå eller stå. Jeg lå bare der, indtil nogen fandt mig, fortæller Arild.

Moren ringede til politiet, og lokalsamfundet slog ring om ham. Skolen, naboerne, vennerne og fritidsklubben gjorde alt, hvad de kunne, for at overbevise myndighederne om, at han “ikke var sådan normalt”. Indsatsen virkede - Arild fik en betinget dom.

Rent mentalt kom han imidlertid til at afsone en straf, som varede i mange år.

Smidt på gaden

Fem procent af alle generationer i Norge har prøvet af sniffe lim eller lightergas. Modsat alle andre stoffer var og er det lovligt at købe og let tilgængeligt. For de fleste er det en dille, men for 14-årige Arild Knutsen var det en udvej.

- Jeg havde det forfærdeligt efter knivstikkeriet. Men når jeg sniffede lim i poser, så forsvandt al smerten. Og det gjorde, at jeg ville sniffe igen og igen og igen.

Arild sniffede, til han bogstavelig talt kollapsede. Nogle af de ældre drenge fra blokken fandt ham en vinterdag, hvor han var besvimet udenfor. 15 år gammel.

- De tog limen fra mig. Og så sagde de, at snifning ville slå mig ihjel, og at jeg skulle prøve at ryge hash i stedet.

Arild opdagede, at hash var mere effektivt som smertelindrende middel, end lim var. Og mere kontrollerbart.

Han mener selv, at hashen hjalp ham. Men reaktionen fra omgivelserne var en helt anden, end da han havde stukket en kniv i maven på en pige.

Det var i midten af 1980’erne. Just say no-kampagnen fra den amerikanske præsidentfrue Nancy Reagan gav genlyd i hele verden og blev i mange lande oversat til en nultolerancepolitik overfor stoffer. Også i Norge.

- “Hvis du bliver ved, kommer du til at dø af en overdosis, og du fortjener det, fordi du er en skide narkoman,” sagde mine venner. De skubbede mig væk. Til sidst var det kun dem, der røg hash, jeg kunne være sammen med.

Alkohol og amfetamin blev en del af forbruget. Han rundede fængslet, da politiet tog ham med hash på lommen. Droppede ud af skolen.

I rådvildhed spurgte forældrene en kristen behandlingsorganisation til råds. Hvad gør man med sin 19-årige søn, som I alles påsyn er blevet narkoman?

Arild sukker dybt i telefonen, før han gengiver organisationens anbefaling.

- “I bliver nødt til at smide ham på gaden. Det er den eneste måde, han kan lære det på.”

Tavshed fylder telefonlinjen i et par sekunder.

- Jeg tror…

Arild tøver.

- Jeg tror, at det at være narkoman er det nærmeste, man har kunnet kommet på at være jøde i Berlin op mod Anden Verdensskrig. Al forståelse for mennesket var væk.

Narkomanen Nini Stoltenberg

I slutningen af 80’erne og starten af 90’erne - hvor Norges første kvindelige statsminister, Gro Harlem Brundtland, blev efterfulgt af Thorbjørn Jagland, hvor Berlin-muren faldt og mange biografseere blev forelskede i Julia Roberts i Pretty Woman - levede Arild Knutsen sit liv fra fix til fix på gaden i Oslo.

Han husker mest, at han gik. Gik for at finde pushere, der kunne sælge ham heroin. Gik for at finde hash, som han kunne sælge - for at købe heroin. Gik for at finde fredelige steder, hvor han kunne sove. Gennemgik misbrugsbehandlinger, som var “kristne” og “indoktrinerende”. Og løb fra politiet.

- Som narkoman i hovedstaden var du uønsket, fortæller han.

Først i 1995, da Arild var 26 år gammel, begyndte han at tro på, at han var god for andet end at stikke kanyler i kroppen. Igennem en humanistisk livssynsorganisation blev han inkluderet i et arbejdsmiljø. For trods den manglende uddannelse havde han i den grad erfaring med livet på gaden, og han begyndte at skrive klummer og artikler, som blev sendt til norske aviser.

- Jeg begyndte at tænke meget over ordet “nultolerance”. Det er det politisk korrekte ord for “ingen tolerance”. Det er ikke sådan, du møder folk med spiseforstyrrelse, psykiske skavanker og småkriminelle løbebaner. Men det er sådan, du møder stofafhængige.

Arild kom så langt ud af sit stofmisbrug, at han kunne ryge en joint i ny og næ uden at falde i. Han fik børn, mens han skrev artikler i pressen om, hvorfor cannabis burde legaliseres.

Den norske offentlighed var - ligesom det meste af den øvrige verden - stadig konservativ, når det kom til stoffer. Men debatten ændrede karakter i kølvandet på et ramaskrig i oktober 2001. Nini Stoltenberg - den tidligere udenrigsminister og ambassadør i Danmark Thorvald Stoltenbergs datter, og senere statsminister Jens Stoltenbergs søster - var narkoman.

Som 15-årig var hun stukket af til fristaden Christiania i København og havde boet der i månedsvis. Som 17-årig havde hun danset på scenen til en Bruce Springsteen-koncert. Siden var hun blevet en kendt TV-personlighed. Og i 2001 sad hun så i et norsk talkshow og fortalte hele riget om sit misbrug, mens hende far, Thorvald Stoltenberg, beskrev dybderne af datterens stofafhængighed i en selvbiografi.

Forargelse fulgte. Men også forsøg på forståelse. Og først og fremmest opmærksomhed.

- Stoltenberg-familien var at regne som en slags adelsfamilie. Det, at de viste så meget åbenhed og engagement, betød alverden for måden, vi diskuterede narkotika på. For Thorvald ville jo ikke smide sin datter på porten. Han ville hjælpe hende, fortæller Arild Knutsen.

Rådgiver for toppolitikere

Nini Stoltenberg engagerede sig i Narkopolitisk Forening i 2002, og Arild Knutsen begyndte at arbejde sammen med hende.

- Vi mødtes ofte og talte i telefon sammen næsten hver dag. Vi blev nære.

Sammen vidnede de om et land i forandring. Rene kanyler blev delt rundt blandt stiknarkomaner og metadonbehandling af heroinmisbrugere forsøgt. Og Arild kom længere og længere ind i en af Norges mest magtfulde, politiske familier.

Før et fælles foredrag mellem ham, Nini og Thorvald Stoltenberg i 2004, inviterede sidstnævnte Arild ud på en gåtur i Lofoten, Norges postkortsmukke øgruppe. På det tidspunkt var Thorvald Stoltenberg seniorpræsident for Røde Kors, Jens Stoltenberg var statsministerkandidat, og Arild Knutsen følte sig som “lille Arild”.

- Jeg, som var uden uddannelse og havde været afhængig i mere end halvdelen af mit liv, blev pludselig spurgt til råds. Hvordan jeg mente, narkotikapolitiken burde være.

Arild griner i telefonen.

- Jeg var meget benovet, siger han.

Men han sagde også, hvad han mente: Norge burde afkriminalisere stoffer.

- Og så gik Thorvald og tænkte i en rum tid, før han svarede: “Det er der ingen tvivl om, Arild. Ansvaret for narkotikaproblematikken må overføres fra justits til sundhedssektoren.”

13 år senere, i 2017, blev den præcise formulering brugt i en fælles hensigtserklæring i Stortinget.

Den private samtale i Lofoten mellem den tidligere narkoman Arild Knutsen og den tidligere udenrigsminister Thorvald Stoltenberg er umulig at faktatjekke. Men evident er det, at begge mænd har arbejdet målrettet for en reform af Norges stofpolitik siden da.

Arild stiftede Foreningen For Human Narkotikapolitikk i 2006, og i 2009 blev kommissionen Stoltenbergutvalget nedsat. Under Thorvalds ledelse skulle den klarlægge, “hvordan stofafhængige kunne få bedre hjælp”.

Mange af tankerne fra den rapport - og pointerne som Arild Knutsen har turneret med i årevis - præger det forslag, som Stortinget i øjeblikket forhandler.

På sprøjten igen

Og her kunne krøniken om Arild Knutsen egentlig få en lykkelig slutning. Den tidligere stofmisbruger, der nu er i gang med at ændre det norske samfund, som har stigmatiseret ham igennem halvdelen af hans liv.

Men ét spørgsmål mod slutningen af vores lange samtale mudrer billedet.

- Har du holdt dig selv clean?

Arild tager en dyb indånding. For hans liv gemmer på mere tragedie: Han har oplevet at begrave sin egen søn.

21 år gammel var sønnen, da kræftsygdommen tog livet af ham i 2011. Arild fik beskeden, mens han var på konference.

- Det føltes som om, at der faldt en sæk med sten ned over mig. Som om at alt håb var ude, fortæller han.

Alligevel satte han sig på et fly mod Bergen dagen efter for at deltage i en debat om cannabis. Han druknede sig selv i arbejde. Mere og mere arbejde. Mindre og mindre søvn. Til sidst havde han ingen kræfter.

- Juleaften 2012 delte jeg rene kanyler ud i Oslos gader. På vej hjem blev jeg spurgt, om jeg ville købe speed. Det spørgsmål får jeg tit, fordi jeg kommer de steder, som jeg gør. Og i tæt på 20 år har jeg sagt nej tak.

Den dag hørte Arild sig selv takke ja.

- Juleaften er som et forstørrelsesglas på livet. Hvis du har det godt i dit liv, så er juleaften en fest, men hvis du ikke har det godt, så bliver du endnu mere ensom. Og juleaften 2012 faldt jeg i.

Fire-fem tumultariske år med både piller, heroin og op mod fem gram hash om dagen fulgte. Modsat misbrugslivet i 80’erne var der nu masser af venner og bekendtskaber omkring Arild, der forsøgte at hive ham op fra hullet. Men til forskel fra dengang var han nu også blevet et landskendt ansigt, så journalister og medier fulgte nøje narkoaktivistens nedtur, vægttab og nederlag.

I 2016 havde Arild Knutsen fået nok af det hele. Fra en afvænningsklinik tog han i en Facebook-besked afsked med livet - for “sin egen, relationernes, stofpolitikken og alles skyld”.

Men så ringede telefonen.

Juleaften 2016, fortæller Arild, fik han et opkald fra Thorvald Stoltenberg: “Du gør det ikke,” lød beskeden.

Nini Stoltenberg var død i 2014 efter længere tids sygdom, og Thorvald ville ikke opleve Arilds begravelse også. “Vi to har mere at udrette sammen,” sagde han ifølge Arild over telefonen.

Og Arild fandt styrken. Blev clean igen, genoptog forholdet til Thorvald Stoltenberg og endte med at holde en tale, da den tidligere toppolitiker selv døde og blev begravet i 2018.

- Han var det fineste menneske, jeg nogensinde har mødt, sagde Arild Knutsen ved den anledning.

Det samme siger han i dag.

- Mit liv som misbruger og menneske illustrerer tre ting.

- Et: Rusmidler lindrer fysiske og psykiske smerter. Når jeg har været afhængig, har det været, fordi der har været noget andet galt i mit liv. Og så gør det kun ondt værre, hvis du føler udstødelse.

- To: Det fortæller meget om Norge som samfund. At en mand som mig, der har været helt åben omkring mit misbrug og alle mine svagheder, kan skabe forandringer i en hel nation.

- Tre: Du må aldrig give op. Og ingen mennesker skal nogensinde opgives.

Til eget forbrug: hvordan er Danmarks narkotikapolitik?

I Danmark risikerer man bødeforlæg og fængselsstraf, hvis man er i besiddelse af hash eller hård narkotika til eget forbrug.

Alternativet, Enhedslisten og Liberal Alliance har tidligere udtalt, at de mener, Danmark bør gå afkriminaliseringens vej som Norge og Portugal. Det samme sagde Henrik Sass Larsen tilbage i 2018, da han var gruppeformand i Socialdemokratiet.

- Alt, hvad vi har gjort de seneste 50 år, har været nyttesløst, sagde han dengang.

I den kommende tid vil Avisen Danmark sætte fokus på kontrol, forebyggelse og forbud i Danmarks narkotikapolitik - samt undersøge erfaringerne fra Portugal, som afkriminaliserede stoffer for 20 år siden.

Les artikkelen i JydskeVestkysten her.

EN GOD SAK: Marino Jonassen og Camilla Johansen med noen av kaffekrusene som er ankommet Harstad. Foto: Morten I. Jensen

iHarstad 07. mai 2021: Marino skaffet de rykende ferske koppene - eksklusivt for Harstad, av Morten Inge Jensen.

Kaffekrusene kom til Harstad for et par dager siden. Og allerede er mange solgt.

Ideen som Marino Jonassen i Foreningen for human narkotikapolitikk Nord kom med, var at Bakerinnen kunne selge =Kaffe sine kaffekopper. =Kaffe er en kaffebar og søsterorganisasjon til =Oslo.

=Oslo (også kjent som Erlik Oslo) er Norges første gatemagasin. Magasinet kommer ut månedlig og er et talerør for sosialt utstøtte, fattige, rusavhengige og andre vanskeligstilte. Lansering var 28. juni 2005. Utgiver er Stiftelsen Erlik.

– Vi bryr oss

Hos =Kaffe får folk fra gatemiljøet mulighet til lønnet arbeid, deltagelse og kompetanse. Marino Jonassen har selv solgt gatemagasinet =Oslo. Han er glad for at koppene nå er i Harstad, som eneste by i Norge i tillegg til Oslo.

På koppene er det sitater fra mennesker som har solgt magasinet. Ett av dem, fra Sondre, er: «Livet er faktisk utrolig interessant. Først lærer du å gå, og så går du altfor langt.»

Camilla Johansen på Bakerinnen har tatt inn 80 kopper og fordelt dem 50/50 i kafeene i sentrum og i Amfi Kanebogen. Hele inntekten går til =Kaffe.

– Jeg synes det er viktig og veldig fint at salg av koppene betyr mye for mennesker som trenger litt ekstra inntekt, samt at de har en plass å komme til for å jobbe. Tidligere har vi støttet Barnekreftforeningen, men i år er det støtte til rusavhengige. Det er ikke et stort bidrag fra oss, men vi ønsker å vise at vi bryr oss, sier Camilla.

Mer verdifulle

Marino Jonassen sier det har vært en spesielt vanskelig tid i Oslo lenge.

– De som jobber hos =Oslo har ikke fått selge magasiner siden november, så bidraget fra koppene betyr veldig mye for mange. En ting at de har en inntekt. En annen, og vel så viktig sak, er at de har noe å gå til. De føler seg mer verdifulle, sier han.

=Oslos lokaler i Skippergata er for tiden stengt, og selgerne står uten arbeid og inntekt. Den gode nyheten er at selgere av gatemagasiner begynner å bli vaksinerte. Marino oppfordrer folk som leser magasinet når det kommer ut neste gang til å donere en valgfri sum.

– Om det er ti eller 50 kroner. Alt hjelper på. Og alle inntekter går til å gi selgerne, sier han.

Les saken i iHarstad her.

Dag og Tid 07. mai 2021: Forebygging av overdoser i et uoversiktlig landskap, av Arild Knutsen, leiar i Foreningen for human narkotikapolitikk.

Artikkelen Opium for folket belyser overdoseproblematikkens kompleksitet, der flere nå dør av legemidler enn av heroin. Reseptbelagte opiater smugles til Norge i økende grad og er svært populære på det illegale markedet, samtidig har legeforskrivningen til smertepasienter blitt mer enn tidoblet siden 2004. Vi vet for lite om hvilke det er som dør og hvor opiatene kommer fra.

På det tradisjonelle rusfeltet har vi sett at økt kunnskap og holdningsendringer har ført til bedring av resultatene. Først hadde myndighetene lagt ansvaret og dermed straffeansvar på aktørene i narkotikamarkedet alene. Dermed var eneste alternativ til fengsel eller død å bråslutte og holde ut i langvarig institusjonell behandling. Den gang steg overdosetallene til et skyhøyt nivå.

Da det omsider oppsto aksept for det politiske ansvaret, ble det innført toleranse og pragmatisme i tilnærmingen. Vi fikk et skadereduksjonsapparat, substitusjonsbehandling, en nasjonal overdosestrategi og gradvis nedkriminalisering. Endelig begynte pilen å peke i riktig retning, men så fikk den forgreninger og vi ble værende på verdenstoppen.  

Siden innsatsen mot heroinoverdoser har gitt gode resultater, er det grunn til å vurdere hva som kan bringes med til innsatsen mot de andre opiatoverdosene. Det er litt bekymringsfullt at det pekes så iherdig på mengden forskrivninger til kroniske smertepasienter. Kanskje særlig nå under korona, når alvorlig syke kvier seg for møte til behandling og i tillegg lever i isolasjon. Alternativet til opiatbruk, for de som synes de trenger det, er oftest et helvete. Hvordan skal disse i så fall hjelpes? Jeg tror verken at forskrivningen bør strammes inn på generelt grunnlag, eller at alle som har oppnådd avhengighet nødvendigvis bør slutte med opiater.

Et viktig perspektiv fra rusfeltet som bør tas med i betraktning til andre populasjoner er at en relativt liten andel av de som bruker substanser oppnår avhengighet, mens kartlegging av de som får problemer viser fellestrekk som utfordringer i livet, psykiske vansker og traumer. Opiatbruk gir både virkning og bivirkninger. Fra mitt brukerperspektiv fremstår det slik at den lindrende effekten av opiater er sterkere for de som har ytterligere lidelser, og iblant fører dette til ukritisk bruk og avhengighet – Samtidig er bivirkningene så belastende for de som ellers har det bra, at de snarere avslutter bruken.

Mest sannsynlig trenger de som har oppnådd avhengighet først og fremst en kartlegging av livssituasjonen, tilbud om terapi, sosiale aktiviteter og mulighet for vedlikeholdsbehandling med opiater. De må også kunne vite at de kan være ærlige overfor legen uten å frykte negative konsekvenser og ikke minst bør de alle få rådgivning knyttet til andre medikamenter og ikke minst alkohol. Det er sjeldent at opiatbruk fører til overdose alene, de aller fleste overdosedødsfall skjedde som følge av kombinasjonsbruk og der spiller nok det legale rusmiddelet en større rolle enn alle de andre illegale til sammen.

Klassekampen 29. april 2021: Lut lei blodig debatt, Av Jo Røed Skårderud, Trondheim

LEI: Arild Knutsen mener aggressiv retorikk og skamkampanjer mot Ap skader kampen for ny rusreform. Han vil ha oppvask i rusdebatten.

Debatten om regjeringens rusreform ble en bitter affære. Tilhengere og motstandere av å avkriminalisere bruk og besittelse av narkotika har hamret løs på hverandre på sosiale medier. Særlig hardt var skytset rettet mot Arbeiderpartiet. De havnet under sterkt press fordi de satt med makta til å avgjøre om det ble flertall. Flere Ap-politikere har fått hard medfart og blitt angrepet som svikere når de har løftet motforestillinger mot reformen. Etter at Aps landsmøte stemte nei til avkriminalisering, har det hardna til. Påstander om at Ap er «svikere», et «svikerparti» og har rusbrukeres liv på samvittigheten, florerer. Særlig har tonen vært hard på Twitter.

«Skam dere, dere har blod på hendene. Det vil aldri tilgis og deres landssvik vil aldri glemmes!», lyder et innlegg på Twitter illustrert med et bilde av to hender dynket i blod. Arbeiderpartiet og Hadia Tajik er tagget. Det er bare et av flere blodige innlegg i rusdebatten. «Ser mange synes raseriet mot Jonas Gahr Støre er heftig. Da må dere forstå at det er tusenvis av menneskeskjebner på spill, hundrevis av liv. Hvert eneste år. Jeg legger ved et passende bilde. Nei, det er ikke for drøyt. Vi vet hva som fungerer, men Ap sa nei», lyder teksten på en mye delt post. Også denne er illustrert med hender dynket i blod. 

Nå går Arild Knutsen, leder i Foreningen for Human Narkotikapolitikk (FHN), i rette med slike framstillinger. Sammen med Pernille Huseby, leder for Actis – Rusfeltets samarbeidsorgan, skrev Knutsen fredag en kronikk i VG, hvor de maner til en bedre rusdebatt. I debatten om rusreformen var Actis mot generell avkriminalisering, mens FHN er ivrige tilhengere. Samarbeidet understreker Knutsens budskap. – Jeg og Huseby ser forskjellig på en hel del. Det hindrer oss ikke fra å diskutere saklig og samarbeide om det vi er enige om, sier Knutsen. – Ingen har noen gang latt seg overbevise av å bli fortalt – du er en drittsekk og partiet ditt er et drittparti, sier han. I 25 år har han vært en viktig stemme i rusdebatten, og han anses av mange som den som har gjort mest for å endre norsk narkotikapolitikk bort fra straff og stigma.

Ikke debatten verdig

Han er skuffet over at Arbeiderpartiet stemte ned avkriminalisering, men også over nivået enkelte reformtilhengere la seg på, både før og etter Aps landsmøte. – Det har vært teppebombing i sosiale medier og tilløp til «social shaming», særlig av politikere i Arbeiderpartiet, som er uverdig og skadelig, sier Knutsen. Han understreker at de aller fleste reformtilhengerne har argumentert saklig, men at noen få har tatt mye plass med et aggressivt budskap. Han er klar på at det har vært stygg retorikk på begge sider av debatten, men er mest opptatt av å feie for egen dør. Knutsen er redd for at hets og drittslenging skal gjøre at reformbevegelsen mister sitt moralske overtak i arbeidet for en ny ruspolitikk.

Skadet reformens sak

Han er ikke i tvil om at de mest aggressive aktørene skadet rusreformens sak før Aps landsmøte. – Det stengte hjertedører og skapte sterke reaksjoner blant mange i Ap. Hvis flere hadde vist respekt for hverandres engasjement og intensjoner, tror jeg det hadde blitt flertall for reformen, sier Knutsen. Han tror det nå vil være mulig å sikre flertall på flere viktige områder, som disse:

Amnesti som sørger for at brukere som rapporterer om overdoser verken straffes eller tas fra narkotika. 

Tiltak mot usosiale og nedverdigende effekter av ruskontrakt for ungdom.

Flere medisiner og mer valgfrihet i legemiddelassistert rehabilitering.

Avkriminalisering av rusavhengige.
Styrking av ettervernet for ruspasienter og innføring av «forvern» før man går i rusbehandling.

– Hva med avkriminalisering. Er den saken tapt? – Absolutt ikke. Dette er en hump i veien, ikke en mur. Kampen for å bli kvitt straffelinja har kommet så langt at den er umulig å stoppe, sier Knutsen.

Tøff debatt

– Jeg er enig med Arild Knutsen i at de heftigste reformtilhengerne lett kan ha lukket flere dører enn de har åpnet, sier Jarle Roheim Håkonsen, kommunikasjonssjef i Ap stortingsgruppe. Han har fulgt debatten tett og forteller at anklager om svik og blod på hendene har blitt lagt merke til.

– Det er triste og vonde påstander som opprører mange hos oss. Både fordi de er så beinharde, men også fordi de er helt feil. De som argumenterer mot generell avkriminalisering har naturligvis også medmenneskers ve og vel for øye, sier han. – Må ikke politikere tåle at det blir tøff debatt når man fatter vedtak om viktige saker som folk er opptatt av? – Jo, helt klart. De fleste politikere tåler det godt og er vant til det. Men her har den usaklige tonen rammet høyt og lavt – og skremt mange bort fra åpen dialog. Det er synd, sier Håkonsen.

Les artikkelen i Klassekampen her.

Tirsdag 27. april arrangerte Røverradion debatt om ransaking. Debatten har kommet i kjølvannet av rusreformen, der det viser seg at det er en etablert praksis hos politiet å begå mer integritetskrenkende tiltak enn det loven sier at er forholdsmessig.

Politiet har ransaket kroppene, boligene og telefonene til folk som blir tatt med ulovlige rusmidler i større grad enn de har hatt hjemmel til. Flere har fått hjemmene sine endevendt etter å ha blitt tatt med noen få brukerdoser.

Hva har politiet egentlig hatt lov til, og hvorfor har det ikke blitt oppdaget tidligere dersom regelverket har blitt brutt “i alle år”?

De fleste i rusdebatten er enige om at det skal være ulovlig for kriminelle å selge narkotika. Hvordan skal selgerne og bakmenn tas om politiet mister de viktige verktøyene på gateplan?

Røverradion tok debatten med:

Arild Knutsen, leder i Foreningen for human narkotikapolitikk.

Marius Dietrichson, leder i Advokatforeningens forsvarergruppe.

Bård Dyrdal, politiinspektør og leder i LEAP.

Ordstyrer: Simen Iskariot Larsen.

Se debatten her.

crossmenu