Til fhn.no forside

Takketale
ved gatejurist Nanna W. Gotfredsen
da hun 3.november ble tildelt Årets Brugerven Pris 2006, av Brugerforeningen, København

Liese sluttede sidste års takketale og også her i dag af med ordene Tak for mig. Lad mig starte her med at sige Tak for Jer. Tak for al den tillid I har vist mig. Lige fra første sekund. Ikke om jeg forstår hvordan det overhovedet er Jer muligt, med det hav af krænkelser I har været udsat for, overhovedet at vise andre mennesker tillid. Men det har I virkelig gjort overfor mig. Tusind tak for det. Tusind tak for alle de efterhånden vanvittigt mange timer gennem årene, hvor I har øst af Jeres viden, Jer selv, Jeres oplevelser, Jeres ønsker og tanker. At være sammen med Jer, og have dialog på den måde som vi har haft det, giver en viden som ikke kan købes for penge, som ikke kan hentes i litteraturen. Det er jeg dybt taknemlig for.

At være modtager af denne pris, er den største ære. Vid, at det er let måske det letteste jeg nogensinde har prøvet at være Jeres ven. I gør det let.

7a39186b-5e31-49d4-b390-b855192cf342Der er meget at takke for. Også de mange døre I har åbnet. Jeg har mødt utroligt mange helt unikke personer gennem Jer. I har banet vejen. Her tænker jeg også på folkene fra den internationale brugerbevægelse, på Theo, Job og Joep, Astrid, Andria, Eliott og mange mange flere fra brugerforeninger over det meste af verden, som også har bidraget tålmodigt til at udbygge min forståelse for området set fra en stofbrugervinkel Og det er nu engang, synes jeg, den mest interessante og ulykkeligvis også den mest forsømte vinkel. 10892434-5b87-475b-b103-a323636ef910

Med vanlig sans, vil nogle måske sige, for at gøre tingene på anden vis end den gængse, vil jeg med ordene nogle nævnt men absolut ingen glemt også benytte lejligheden til at nævne en række mennesker, som jeg skylder stor tak for meget; for viden, for nye dimensioner og perspektiver og for at udfordre mine fordomme; Povl Thyge, som vi desværre har mistet i år og som vi er mange som savner og så er der Jørgen Jepsen , Nils Christie, Charlotte Fich , Evy Frantzsen , Cecilie Høigaard , Michael Jourdan , Anders Frederiksen , Johan Petersen , Liese Recke , Morten Egeskov og mange mange flere. Tak for Jer!

Og så er der alle de gode mennesker, som med stort engagement og i meget stor udstrækning på frivillig basis, hver dag udretter gode ting nogle gange ligefrem mirakler sammen med og for stofbrugere i Gadejuristen. Tak for Jer! Tak for at I stiller Jer op lige der, ved stofbrugernes side, hvor man risikerer at blive ramt af det samme stigma som er rettet mod stofbrugerne. Jeg ved slet ikke, hvad jeg skulle gøre uden Jer. Det er skønt at have Jer at være vred sammen med. At dele indignationen med. At kæmpe de nødvendige kampe sammen med. Først og fremmest stofbrugernes kampe, men også de kampe vi desværre kommer ud for at skulle udkæmpe med det etablerede, når vi insisterer på at stofbrugere har rettigheder, når vi fastholder kravet om integration af et rettighedsperspektiv i det praktiske sociale arbejde. Ikke at vi betvivler de mange gode viljer derude, men vi ser også mange krænkelser blandt dem. Juraen alene kan ikke gøre det, men den SKAL integreres i det sociale arbejde, fordi den kan bidrage til at sikre imod, at grundlaget for det sociale arbejde bliver den aktuelt gældende moral, (ny-)religiøse antagelser eller politiske paroler. Fordi den kan bidrage til at sikre imod det ureflekterede forhold til magtudøvelsen, sikre imod den overhængende risiko for magtfordrejning, vilkårlighed og krænkelser. At arbejde med et rettighedsperspektiv, reducerer omfanget af krænkelser og reducerer dermed skadevirkningerne på stofbrugerne, som for alt manges vedkommende allerede har slået sig rigeligt.

MEN juraen kan ikke gøre det alene, blandt andet fordi den langt fra er god nok i sig selv. Det er fortsat her i år 2006 helt legitimt at påføre stofbrugerne skade. Juraen kriminaliserer stofbrugerne i en grad, så de fylder godt i politiets arbejde, ved domstolene og i vores fængsler. Og der er kun udsigt til at det bliver værre. Justitsministeren har, som bekendt, netop varslet endnu en skærpelse med stofbrugerne selv som direkte mål for øget repression, øget straf.

Straf er bevidst påførsel af lidelse og i flere hundrede år har vi ellers arbejdet i retning af at reservere denne lovens strengeste reguleringsform til mennesker, som retter skadeforvoldende virksomhed mod andre.

Volenti non fit injuria. Straf som middel til at hindre mennesker i at skade sig selv, har ingen mening.

4e9a477a-fd62-4cb4-a2b6-6d01cacb2357

Der findes mange måder at regulere på. Og potentielt skadelige rusmidler skal naturligvis undergives regulering. Men ikke på en måde, som i sig selv er mere skadelig, end de rusmidler, som reguleringen ellers hævdes at være en beskyttelse imod.

Jrgen Kjr, Nanna W. Gotfredsen og Liese Recke.
Brugerforeningens leder Jørgen Kjær, Gatejurist Nanna W. Gotfredsen og Liese Recke, som var Årets Brugerven 2005

Kriminalisering og straf er den hårdeste og absolut mest indgribende reguleringsform vi overhovedet kan diske op med. Lad mig gentage: Straf er bevidst påførsel af lidelse, og kræver derfor særdeles gode grunde. Den oprindeligt gældende hævnret, blodhævnen, er med tiden blevet afløst af den opfattelse, at det var den onde vilje bag forbrydelsen, forstået som den onde vilje til at skade andre mennesker eller andres ting, der var strafværdig. At staten skal beskytte borgeren mod borgeren selv, strider imod grundprincipperne for retsstaten. Og det strafferetlige system som reguleringsmiddel er i hvert fald helt uanvendeligt i den henseende. Det savner mening men vi behøver åbenbart ikke så meget mening, når det gælder stofbrugere.

500 år tilbage i tid, havde vi et særdeles barbarisk straffesystem med omfattende anvendelse af legemsstraffe. Kongemagten overtog retsvæsenet fra kirken, men indførte en række love, som vendte sig mod alt hvad Biblen kaldte ugudeligt, stærkt præget af gammeltestamentlig moral, båret af talionsprincippet, øje for øje, tand for tand. Tatere, rakkere og natmandsfolk, datidens udsatte, var grupper, som stod særdeles svagt. De blev anset som uærlige generelt, og blev med al magt holdt uden for det kristne fællesskab. De kom til at udgøre et sted, hvor man kunne rette sin frygt. Frygten for synd, skam og skyld.

Bortset fra henrettelse var vel den værste straf at blive udstødt fra samfundet. En udstødelse som ofte skete gennem påførelse af stigma i ordets oprindelige græske betydning. Som udstødte, var de henvist til at hutle sig gennem tilværelsen ved tiggeri og berigelseskriminalitet. Og de var til at få øje på, ikke kun i al deres fattigdom, men det påførte stigma var jo synligt for øjet. Arrene efter piskeslag, brændemærker, afskårne øre eller afhuggede fingre. Alt sammen synlige tegn på udstødelsen, en stempling så markant, at den fulgte dem for livet og på den måde tjente som evigt bevis for omverdenens ret til at foragte dem og opretholde udstødelsen af dem.

Afstraffelsen foregik i fuld offentlighed i fx gabestokke. Det var ikke meget der skulle til for at få en tur i gabestokken. Dér sad fx også den som havde formastet sig til noget så forfærdeligt som at skænke øl i kirketid. Og udover diverse supplerende legemsstraffe, forlystede forbipasserende sig med at spytte på dem og håne dem på anden vis.

Det skal være min påstand, at vi overfor stofbrugerne i dag opfører os på en måde, som man kunne fristes til at betegne middelalderlig. Tilbage i tid var gabestokkene opstillet ikke ret langt fra Maria Kirkeplads på Vesterbro. I dag er de væk eller er de? For når man står der på pladsen, kan man godt få den tanke, at det bare er synsbedrag. At gabestokkene faktisk stadig er der. At nutidens mest udstødte stofbrugerne sidder fastspændt i dem. At forbipasserende omverdenen håner dem gennem kriminaliseringen, håner dem, gennem at nægte dem praktisk indiskutabelt nødvendige tiltag som heroinbehandling og fixerum, håner dem gennem at stille krav om forandring som betingelse for adgang til selv de mest basale goder, samtidig med at nåleøjet til mere udgiftstunge tilbud efter sociallovgivningen snævrer ind.

Der er selvfølgelig ikke tale om gabestokke i den middelalderlige version, men derimod om gabestokke i en hyper-moderniseret udgave. Bygget - ikke af træbjælker, metal og lænker - men af vores fordømmelse og stigmatisering, af vores ureflekterede magtudøvelse. Vi har heller ikke længere skarprettere og bødler, i hvert fald ikke i bogstavelig forstand, forstået som offentligt ansatte, som med øksen skiller lemmer fra de udstødtes kroppe og mærker dem for livet. Men vi har offentligt ansatte, og offentligt finansierede, som er udstyret med enorme magtbeføjelser i forhold til stofbrugerliv og vi har konstrueret en virkelighed så ond, så grusom, at de mest udstødte, stofbrugerne, også i dag mister lemmer og mærkes for livet af alvorlige sygdomme og vi har endda formået at gøre det på en måde, så der er en udbredt konsensus om, at det er noget stofbrugerne gør imod sig selv, at de selv er ansvarlige for al den ulykke der overgår dem. Engang mistede de udstødte lemmer og helbred ved vores aktive handling, når vi svingede med øksen. I dag mister de lemmer og helbred ved såvel vores handlinger som ved vores undladelser.

Her 500 år senere, må nutidens udstødte, stofbrugerne, fortsat hutle sig gennem tilværelsen ved tiggeri og berigelseskriminalitet. Forbipasserende spytter ikke længere på dem, eller gør de? Lokale vesterbro'eres kamp for at blive fri for at skulle se på al elendigheden, deres kamp for højere huspriser, kan nok føles lige så ydmygende som en spytklat. Eller endda langt værre. Ligeså politiets ekstreme fokusering på jagten på stofbrugere på gadeplan eller de såkaldte lavtærskeltilbuds bortvisning af stofbrugere på grund af manglende forandringsvilje. Skarpretterne findes også i dag de findes i alle rækker.

I jagtes rundt til I nedslidte og tappede for kræfter giver efter enten for vore gode viljer om at forandre Jer, behandle Jer, disciplinere Jer, eller for vores ondeste viljer, som har hensat Jer i bundløs gæld, puttet Jer i fængsel igen og igen, og givet Jer alvorlige stigma, mærker for livet. Alt for mange stofbrugere giver efter for alvor og dør. Dødeligheden ligger fortsat på samme horrible niveau som i 1995.  

For det uoplyste, uvidende øje er nutidens gabestokke nok helt usynlige. Man skal vist være ganske tæt på Jer for til fulde at forstå det. Man skal ville det, ville Jer, for at forstå. Og det er vel også netop viljen, og alene viljen, som står i vejen.

Den kamp der skal kæmpes, kæmper I her i BrugerForeningen. Og I gør det flot. I er oppe imod svære odds og har brug for venner til at kæmpe kampen med Jer. Enhver som beskæftiger sig med dette område, må arbejde indædt for og have som erklæret mål at gøre sig selv overflødig. Lad os få afskaffet gabestokken. Lad os komme ud af det middelalderlige mørke vi befinder os i. Lad os starte med at være ven af stofbrugerne. Nærme os stofbrugerne. Komme tæt på.

Tæt på, er det nemlig ikke så svært at få øje på hvad der skal gøres og hvad der skal til. Og hvis det alligevel er, kunne man måske lade sig inspirere af hvalforskningens historie. For godt 50 år siden, udkom nemlig det her banebrydende værk om hvalers adfærd. Forfatteren forskeren havde stået i måneder og år og betragtet hvalerne fra sin båd, gjort sig omfattende notater. Værket kom til at udgøre paradigmet på dette område i mere end 30 år. Her fandt man imidlertid ud af, at hvaler kun tilbringer under 5 pct. af deres levetid i havets overflade hvor de kunne ses fra forskerens båd. Resten af tiden opholdt de sig nedenunder og opførte sig i øvrigt radikalt anderledes Lad mig bare afsløre, at man IKKE fastholdt det gamle paradigme Man tog dykkerdragter på. Så lad bare dette være både pointen og afslutningen her: Væk med øksen, ud af mørket og på med dykkerdragterne

TAK FOR PRISEN OG TAK FOR JER

Nanna W. Gotfredsen , gadejurist

Publisert på www.fhn.no 27. november 2006. Gjengitt med tillatelse.

Til toppen av sida Til fhn.no forside